I 1980 målte engelske forskere intelligenskvotienten hos 8.179 børn. For nylig mødte de børnene som voksne, og det viste sig, at 4,9 procent af dem var blevet vegetarer. En nærmere undersøgelse kunne kæde de sammen med deres IQ, skriver Berlingske Tidende.
Undersøgelsen er offentliggjort i British Medical Journal, og den viser, at:
- mænd, som var blevet vegetarer, havde en gennemsnitlig intelligenskvotient på 106.
- mænd, som var blevet kødspisere, havde en gennemsnitlig intelligenskvotient på 101.
- kvinder, som var blevet vegetarer, havde en gennemsnitlig intelligenskvotient på 104.
- kvinder, som var blevet kødspisere, havde en gennemsnitlig intelligenskvotient på 99.
Også efter at forskerne havde justeret for faktorer som socialklasse og uddannelsesniveau, var forskellen markant.
Kan forklare sygdomme
»Resultatet kan hjælpe os med at forklare, hvorfor højere intelligens kan kædes sammen med mindre risiko for hjertekarsygdomme,« siger Catharine Gale, der er den ledende forsker bag undersøgelsen, til BBC.
Groft sagt, så lever kloge mennesker sundere og længere end mindre kloge.
Resultatet kommer ikke bag på Sune Borkfeldt, næstformand i Dansk Vegetarforening:
"Når folk bliver vegetarer er det en konsekvens af, at man har tænkt over nogle filosofisk-etiske eller sundhedsmæssige ting," siger han.
Kendte vegetarer gennem tiderne er Leonardo da Vinci, Benjamin Franklin, Platon, Helena Christensen, Albert Einstein - og Adolf Hitler.