I den planlagte Agro Food Park indgår både Landscentret og Koldkærgård, der skal udbygges som konference- og mødecenter. Ialt omfatter byggeriet mellem 42.000 og 45.000 kvadratmeter.
Markerne rundt om landscentret i Skejby kan blive et internationalt knudepunkt. Her skal forskere, studerende, rådgivere, dyrlæger, fødevarekyndige, landmænd, agronomer og mange andre faggrupper fra store dele af verden mødes. I hvert fald hvis Skejbys plan om Agro Food Park bliver til virkelighed.
Hvem og hvor mange virksomheder der skal bo i Agro Food Park, holder initiativtagerne stadig tæt ind til kroppen, men alt i alt vil der blive tale om en arbejdsplads til cirka 3.000 mennesker og et byggeri på 42.000-45.000 kvadratmeter. Kvadratmetrene fordeler sig på virksomheder, der forsker i eller arbejder med landbrugsrådgivning, fødevarer, jordbrug, sundhed og uddannelse.
I parken indgår både Landscentret og Koldkærgård, der skal udbygges som konference- og mødecenter. Desuden er der planer om yderligere et projekthotel til firmaer der ønsker at bo med egen entredør og firmaskilt, mens de i en kortere eller længere periode arbejder på stedet. Små- og mellemstore virksomheder får deres eget erhvervshus som en del af parken.
Trafikal medvind
Rent trafikalt har Agro Food Park også medvind. Motorvejsstykket, der hægter Århus sammen med Djursland, kommer til at gå tæt forbi, og den planlagte letbane får stoppested i gå-afstand fra Landscentret.
På skitsen ses, at byggeriet er placeret i fire cirkler forbundet med gangarealer. Det er tænkt som lavt byggeri med fire længer lukket om en gårdhave, som det kendes fra Landscentret. Byggestilen gør, at husene falder naturligt ind i de bløde bakker nord for Århus. Her kan der dog af naturhensyn blive tale om lidt ændringer.
Læs mere i LandbrugsAvisen fredag 1. august 2008.