Dansk Pelsdyravlerforening har i landets store dagblade i weekenden fået indsat et åbent brev til TV2s ledelse, hvor foreningen anklager TV2 og Ekstra Bladet for at have "brudt alle regler for god journalistik i et forsøg på at skabe en sensationel 'afsløring'".
Det åbne brev er blevet publiceret, efter at Dansk Pelsdyravlerforening flere gange har rettet henvendelse direkte til TV2s direktion angående programmet Operation X, der sendes i morgen.
Kan I stå inde for indbrud?
I det lange brev giver pelsdyravlerne deres opfattelse af hele hændelsesforløbet omkring tilblivelsen af TV2s Operation X og slutter af med at stille TV2s ledelse spørgsmål.
Kan TV2 stå inde for, at journalistisk arbejde indledes med indbrud? Og kan TV2 garantere, at billeder og optagelser i denne sag er repræsentative og ikke er manipulerede? spørger foreningen blandt andet.
Svar fra TV2
Det har fået TV2s dokumentarredaktør, Lasse Bjerre, til at skrive et svar til avlerne til LandbrugsAvisen. Her beskylder han avlerne for at forsøge at flytte fokus fra de kritisable forhold på farmene til TV2s journalistiske metode.
"De har fremsat mange beskyldninger i de seneste par uger: TV 2 er kynisk, tager dyr som gidsler, er i ledtog med rabiate ekstremister, er involveret i udslip af mink, opfordrer til at bryde loven. TV 2 er også blevet meldt til politiet. På intet tidspunkt har pelsdyravlerne dog forholdt sig til sagens kerne: Hvorfor er det muligt at finde syge og døde dyr i burene på danske minkfarme?" skriver Lasse Bjerre til LandbrugsAvisen.
Efter bogen
Dokumentarredaktøren forsvarer optagelserne, der er fremkommet ved, at dyrerettighedsorganisationen Anima er brudt ind på farmene.
"Disse optagelser er blevet præsenteret for Operation X, som har underlagt materialet en grundig kildekritik, har efterprøvet det og forelagt det for de mennesker, som er direkte ansvarlige - sådan som de presseetiske regler foreskriver. Det hele er kørt efter bogen," skriver han.
Et billede af forholdene
Han bemærker, at billederne nok havde været noget mere lyserøde, hvis man havde spurgt om lov til
Ifølge ham er formålet med TV2s program at give et billede af, hvordan forholdene er på minkfarmene er til daglig.
"Vi påstår ikke, at alle dyr på alle farme er syge og lider. Men noget tyder på, at der er problemer, når der kan findes ulovligheder på 30 ud af 31 farme, som får uanmeldt besøg. Og noget tyder på, at myndighedernes kontrol af farmene ikke er effektiv nok," skriver Lasse Bjerre.
Læs pelsdyravlernes åbne brev her
Læs TV2s svar her
Læs mere
Kun få mink misrøgtet
Pelsdyravlere kræver erstatning
Pelsdyravlere vil have fogedforbud
Pelsdyravlere melder TV2 til politiet