Søren Svenningsen under torsdagens træning.
"Det gik sådan set udmærket, synes jeg, men det er jo ikke godt at vide, da vi stadig ikke har resultaterne," fortæller Søren Svenningsen, der som den ene af de danske pløjemestre i dag dystede mod verdenseliten på stubjord.
Jorden i pløjefeltet var præget lidt af kørespor fra høstmaskinerne og var meget leret. Som en enskra joker begyndte regnen at sile ned bedst som pløjerne skulle til at lave afslutningen.
"Den jordtype bliver helt utrolig fedtet, og der kom lidt tidspres på, så der var ikke tid at få det lavet helt perfekt," siger Søren og ærgrer sig lidt over, at hans afslutning faldt en smule sammen.
Han kan dog trøste sig en smule over, at mange af de andre oplevede det samme.
Han ser frem til at pløje grønjord i morgen.
"Det er lettere at få til at ligge pænt, og jorden i grønjordsfeltet er meget mere ensartet og fri for hjulspor," siger han.