Der tegner sig et katastrofalt billede for landbruget i oplandet til Limfjorden og Mariager Fjord efter efter regeringens offentliggørelse af vandplanerne for området. Landmændene i området står til at miste op imod 200 mio. kroner årligt. Det påpeger Landboforeningen Agri Nord.
"Det er nu lysende klart, at der er tale om en sammenkædning af vandplanerne med gødningsloven, som forringer landbrugets vilkår så voldsomt, at der er tale om en tragedie som vi ikke kan sidde overhørig," siger viceformand i Agri Nord Carl Chr. Pedersen.
Giver og tager
Han tilføjer, at vandplanerne er udmøntet "så smart", at der ved offentliggørelsen af vandplanerne med den ene hånd bliver lovet fuld kompensation for tiltag, der forringer afvandingen. Men samtidig bliver det store krav om ekstra efterafgrøder på 15-20 procent af arealet, der fremgår af vandplanerne, gennemført med den anden hånd ved hjælp af gødningsloven- uden kompensation.
"Vi har i Agri Nord beregnet, at krav om ekstra efterafgrøde i mange af disse områder medfører et årligt tab i størrelsesordenen 3.000-4.000 kr. pr. ha. Det er så enorme tab, at de ikke under nogen omstændigheder kan bæres af den enkelte landmand, blot fordi han er så uheldig at bo i et opland til en fjord," siger chefkonsulent i Agri Nord Jørgen Evald Jensen.
Han pointerer, at kravene medfører et samlet tab for områdets landmænd på op imod 200 kr. mio. årligt. Oven i dette blev kortene med disse specifikke arealer på ca. 55.000 ha først endelig offentliggjort meget sent, nemlig først 12. oktober i år.
Store tab
Efterafgrødekravet tvinger områdets landmænd til at skifte vintersæd til vårsæd. Økonomien på disse arealer er langt bedre i vintersæd, og derfor lider de nordjyske landmænd de store, økonomisk tab.
"Som eksempel kan jeg nævne, at det årlige tab på en enkelt bedrift i oplandet på ca. 200 hektar vil beløbe sig til imellem 150.000 og 200.000 kr. - et tab som, hverken kan eller skal bæres af den enkelte landmand, supplerer Jørgen Evald Jensen.
Agri Nord vil nu sætte aktiviteter i gang, der skal lægge politisk pres på regeringen og landbrugets egen organisation Landbrug & Fødevarerfor at få ændret de ovennævnte forhold.
"Vi hverken kan eller vil acceptere en afvikling af landbruget i Nordjylland," siger Carl Chr. Pedersen.