Opdateret: kl. 10.20
Den østjyske landmand Søren Hansen vil bygge en svinestald med tomatgartneri ovenpå, der hverken leder gylle eller CO2 ud i miljøet, og som kaldes et columbusæg af institutioner, som ellers normalt er meget uenige.
Projektet Pig City får således støtte fra Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, regeringen og landbruget:
"Pig City er et visionært projekt og en del af ideen om et biobaseret samfund, som vi i landbrugs- og fødevareerhvervet tror meget på", siger Michael Brockenhuus-Schack, formand for Landbrug & Fødevarer til Politiken.
Perspektivrig ide
Han fremhæver især, at Pig City genanvender affald og restprodukter. For eksempel bliver gyllen til gødning, vand, el og varme til tomatgartneriet i stedet for at skabe lugtgener og forurening.
Også regeringen er begejstret for Pig City. Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) kalder det "nytænkende", mens miljøminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at det er meget perspektivrigt.
"Det er sjældent at se projekter, hvor to forskellige produktionsgrene sammentænkes i så høj grad med fokus på bedre miljø og værditilvækst", fremhæver miljøministeren i et svar til Folketinget.
Penge fra Realdania
Realdania har givet økonomisk tilsagn til projektet. Fonden har præmieret Pig City i sin konkurrence 'Fremtidens Landbrugsbyggeri', især på grund af helhedstænkningen.
Det er også den, der gør Danmarks Naturfredningsforening (DN) positiv.
"Der er helt store perspektiver i Pig City, fordi man prøver at finde en gylden middelvej mellem stort industrilandbrug og lille økologisk produktion", siger Thyge Nygaard, landbrugsekspert i DN til Politiken.
Det er endnu uvist, hvornår projektet realiseres, da projektet ifølge arkitekt Nee Rentz-Petersen er så langt fremme i skoene, at myndighederne har svært ved at finde ud af, hvordan myndighedsbehandlingen skal gribes an.
mle