Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, mener, at landbruget er i en trist situation.
"Generelt må man sige, at mange landmænd har fået for meget gæld. Samtidig har prisen på afgrøder (og andre landbrugsvarer, red.) været faldende. Resultatet er en gældsklemme i landbruget," siger Peter Straarup til Jyllands-Posten.
Han understreger dog, at landbrug kun udgør en mindre del af Danske Banks udlån.
"Så vi er ikke bekymrede over det for bankens vedkommende. Men for landbruget er det en trist situation," siger han.
Forringet kreditkvalitet
Danske Bank nedskrev i deres netop offentliggjorte regnskab 10 mia. kr. på bankaktiviteter i Danmark. Ifølge banken skyldes nedskrivningerne især "erhvervskunder inden for ejendomme, shipping og landbrugssektoren", men banken vil ikke specifikt oplyse, hvor meget den nedskrev på landbruget. Den understreger imidlertid, at lavere afsætningspriser på landbrugsvarer har svækket sektorens likviditet og indtjening.
Samtidig har faldende jordpriser "forringet kreditkvaliteten". Omfanget af denne forringelse giver Danske Bank en indikation af i noterne til regnskabet. Det fremgår, at banken hos landbrugskunderne havde "modtagne sikkerheder" i fast ejendom til en værdi af 57,3 mia. kr. i 2008. I 2009 var værdien af disse sikkerheder reduceret til 45 mia. kr.
mle