Regeringens storstilede satsning på biogas, der både skal sikre grøn energi og hjælpe landbruget af med gylle, er stærkt forsinket på grund af fejl i EU-ansøgningerne fra Fødevareministeriet, skriver Børsen.
Satsningen på biogas blev lanceret sidste forår i regeringens Grøn Vækst-pakke til landbruget, hvor miljøministeren kaldte det for et kvantespring for biogas, men en støtteordning på 225 mio. kr., der skal sparke biogas-satsningen i gang, bliver tidligst åbnet for ansøgninger sidst på året eller næste år. Og det vækker harme i det kriseramte landbrug.
"Det er rigtig træls. Vi har været i gang mange år med at få verdens største biogasanlæg op at stå, og så skal vi fældes af noget bureaukrati. Vi risikerer at blive bondefanget og aldrig nogensinde få del i de afsatte penge," siger landmand Kristian Gade, der er formand for leverandørforeningen til Maabjerg Bioenergy.
Får måske aldrig penge
Maabjerg Bioenergy er netop ved at lægge sidste hånd på et udbud af det miljø- og klimavenlige biogasanlæg, der forventes at koste i størrelsesordenen 300 mio. kr. Projektet har været længe undervejs, men nu risikerer de 150 landmænd og varmeforsyningsselskaberne i Holstebro og Struer, der ejer Maabjerg Bioenergy, aldrig at få del i de 225 mio. kr., der ellers er øremærket til etablering af nye biogasanlæg.
"Vi er så langt, at vi sender det i udbud nu, men vi tager det for givet, at man laver en åbning for, at vi også kan søge om støtte. For det er dræbende og bremsende for alting, hvis der altid skal gå så lang tid, før en lov går igennem," siger Kristian Gade.
Gør, hvad hun kan
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) beklager, at hun ikke kan åbne støtteordning allerede nu.
"Jeg forstår godt, at de er sure, men vi gør, hvad vi kan. Jeg ville så gerne, at vi kunne få skubbet biogassen i gang og give støtte til Maabjerg, og vi knokler med at få EU-Kommissionen til at give en godkendelse," siger Eva Kjer Hansen.
Hun tør ikke sætte spå om, hvornår godkendelsen kommer, men hvis alt går glat, kan ministeriet tidligst åbne for ansøgninger sidst på året. Fødevareministeren tilføjer, at en støtteordning med 45 mio. kr. over tre år til mindre økologiske gårdanlæg allerede er på plads. Og hun er overbevist om, at regeringen når målet om at omdanne 50 procent af al gylle til biogas i 2020.
"Jeg hører, at der er meget stor interesse for biogasanlæg ude omkring, så det er da rigtig ærgerligt, at vi ikke kan få støtteordningen i gang nu," siger hun.
mle