En ny undersøgelse viser, at de små mælkeproducenter i Norge forsvinder med rekordfart, skriver Nationen.no. På bare ti år, er antallet af mælkeproducenter halveret, så der i dag kun er lidt over 12.000 bedrifter med malkekvæg tilbage, og ifølge Landbrugets Utredningskontor, som står bag undersøgelsen, vil det fortsætte med at falde endnu hurtigere. I en lignende undersøgelse fra 2007 svarede ti procent, at de ville afvikle mælkeproduktionen inden for tre år, men allerede efter to år, har 13 procent afviklet.
De store bliver større
Undersøgelsen viser også, at de store mælkeproducenter påtænker at vokse sig endnu større i fremtiden. 61 procent af mælkeproducenterne med en kvote på over 200.000 liter svarede, at de regner med at øge produktionen inden for de næste fem år.
"Dette kan ses som et udtryk for, at optimismen og troen på vækst er stor. Alternativt kan det tyde på, at at producenterne oplever en presset økonomi, og det er nødvendigt at øge produktionen for at kunne fortsætte med mælk," konkluderer en af undersøgelsens forfattere, Erlend Nyhammer.
fkr