Mine data er brugbare for folk i en radius på måske 50 km her omkring, siger Mogens Mogensen.
"Tidligere i dag sendte en buschauffør mig en sms, hvor han skrev, at han er glad for min vejrhjemmeside. Han bruger mine vejrdata til at vide, hvordan temperaturen er, hvor han kører."
Det fortæller en tilfreds Mogens Mogensen, der både er planteavlskonsulent og deltidsplanteavler på bedriften Høegsminde i Voer ved Ørsted. Tilfreds er han, fordi hans vejrstation med tilhørende vejrhjemmeside kaldet www.voervejr.dk nok engang viste sin nytteværdi - i dette tilfælde for en buschauffør.
"Mine vejrdata er hyperaktuelle, da de opdateres hvert femte sekund. Så hvert eneste vindstød bliver faktisk registreret, og det er fedt at se, hvordan vindpilen bevæger sig," siger Mogens Mogensen om hjemmesiden, der rummer vejrprognosen seks dage frem, vejret lige nu og historiske vejrdata af mange forskellige slags.
"Man bliver virkelig bidt af det," fastslår planteavleren.
Se vejr på mobilen
Som planteavler har han interesse for vejret - ikke mindst vindforholdene har betydning for, om der kan sprøjtes. Og han fandt ud af, at det faktisk ikke koster en større bondegård at etablere sin egen vejrstation med tilhørende hjemmeside.
"For en udgift på cirka 10.000 kr. er man faktisk kørende. I disse tider er det da en slags penge, men man har også mange fordele ved det. Eksempelvis kan jeg på min mobiltelefon se, om vinden lige nu er stigende eller aftagende, og om der er nedbør på vej," siger Mogens Mogensen.
Han opfordrer andre til at gøre det samme. Hvem som helst med en mobiltelefon kan nemlig gå ind på Voervejr og gratis oprette sig som modtager og derefter få de aktuelle vejrdata og vejrudsigt på mobilen.
"Der vises naturligvis vejrdata for Voer og omegn, fordi min vejrstation står her. Men mine data er da brugbare for folk i en radius på måske 50 km her omkring," siger Mogens Mogensen.
Få landmænd har en
På voervejr.dk kan man blandt andet se resultaterne fra et væld af vejrstationer i hele Skandinavien. Etableringen af vejrstation og hjemmeside på Høegsminde er netop sket med bistand fra andre danskere med egen vejrstation.
"Vi er cirka 200 med egne vejrstationer i Danmark, og ærgerligt nok er der ikke ret mange landmænd imellem. Det er jo ellers især landmænd, der har fordel af præcise vejrdata som beslutningsstøtte, før de skal ud for at sprøjte," siger Mogens Mogensen og konstaterer, at der især er få vejrstationer i Jylland.
"Når man slår øjnene op en tidlig morgen om foråret, er det da fantastisk at kunne se på mobilen, om vinden er lav nok og nul regnvejr på vej, så man kan sprøjte. Jeg vil sige, at man bliver afhængig af det."
Se mere på www.voervejr.dk
Vejrprognosen som den vises på Voervejr.dk