
Foto: Argo Tractors.
McCormick MTX 150 måtte tages af markedet, da dens Tier 2-motor løb panden mod emissionskravene. Nu er den genoplivet med en Tier 3 motor og nyt design.
Den 152 heste stærke McCormick MTX 150 var den mest solgte traktor fra italienske ARGOs røde side, indtil dens motor faldt for emissionskravene.
"Det var skuffende, at der ikke fandtes en velegnet Tier 3-motor til traktoren, da dens Tier 2-motor skulle opdateres," siger Paul Wade, produktchef hos McCormick, til britiske Farmers Guardian.
Traktoren er nu tilbage på markedet med en 6,7 liters NEF Betapower-motor på 141 hk. McCormick lover dog, at den under 1.600 omdrejninger yder mere end forgængeren.
Bemærkelsesværdigt er det, at den nye motor er udstyret med traditionel mekanisk indsprøjtning, hvor mange andre motorer i denne ydelsesklasse har common rail-system.
Nyt udseende
MTX 150 genfinder derfor sin gamle plads som topmodel i MTX-serien og har ved ankomsten fået samme nye udseende som de to mindre modeller, MTX 135 og 120. Det indebærer blandt andet en ny kabine med fire stolper.
Transmissionen er fortsat semipowershift med i alt 16 eller 32 fremadgående gear. Sidstnævnte hvis der tilvælges krybegear. Gearene er fordelt i fire grupper med fire powershifttrin i hver.