Med udsigt til tab på op til 3.000 kr. pr. hektar i planteavlen på grund af påtvunget undergødskning og en kraftig reduktion af husdyrholdet som følge af vandplanerne, valfartede næsten 1.100 landmænd fra landbo- og familielandbrugsforeninger fra hele Nordjylland onsdag aften til stormøde i Brønderslevhallen.
De syntes ikke de gik forgæves, for i debatten lempede de lokalt valgte politikere lidt på kravene. Som planerne ligger nu, skulle kravene i vandplanerne været opnået i 2015, men politikerne fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti lagde op til, at de omstridte miljøkrav for vandmiljøet kan udskydes helt til 2027.
For og imod udsættelse
Mest klar i mælet var Birgitte Josefsen, (V), medlem af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Hun går klart ind for at udskyde planen til 2027 og ser ingen grund til, at Danmark skal lave en vandplan med 130 kilometer i timen, når de andre EU-lande kører med 80 kilometer i timen.
Den modsatte melding kom fra Steen Gade, SF), formand for Folketingets Miljøudvalg. Han advarede stærkt mod at udskyde planerne eller slække på kravene.
Koster job
Beregninger fra Landbrug & Fødevarer har vist, at vandplanerne, som de ligger nu, vil koste 5.100 arbejdspladser i Nordjylland og tab af eksportindtægter på 2,7 mia. kr.
Budskabet fra landbrugsrådgiverne Jens Elbæk Andersen, LandboNord og fra Jens Bach Andersen Agri Nord var, at det vil betyde lukning af landbrug på stribe.
Mødet i Brønderslev var arrangeret af LandboNord, LandboThy, Nordjysk Familielandbrug, Mors-Thy Familielandbrug, Vendsyssel Familielandbrug, Agri Nord og Læsø Landbrug.
pil