
Klik for at se kortet størrere
Danmarkskort og tabel i samme illustration
Kvælstofprognosen 2010 ændrer meget lidt på de gældende kvælstofnormer - faktisk skal landmænd i hele landet, som kun har grovsandet jord af JB 1-3 , holde sig til kvælstofnormerne uden ændringer, og det samme gælder landmænd i en stor del af landet uanset jordtype.
Ifølge Plantedirektoratet, som offentliggør prognosen, er det overordnede resultat meget tæt på nul for de cirka 1,8 millioner hektar, som prognosen omfatter.
Lidt nedbør
At prognosen er næsten neutral tilskrives vintervejret. Nedbøren i form af sne har set ud af meget, men mængderne målt som vand har været relativt små, og i kombination med de lave temperaturer har jorden i en stor del af landet været i stand til at opretholde indholdet af kvælstof fra efteråret.
På lerjord og finsand i område C, som består af Vestjylland og det nordligste Jylland samt Københavnsområdet, har jorden større kvælstofindhold end ventet, og her skal der fratrækkes henholdsvis 10 og 5 kg N pr. hektar til kvælstofnormerne. Se kort og tabel.
Det modsatte er tilfældet på lerjord i område A, som er Nordøstjylland samt Sønderjylland, hvor kvoterne må øges med 5 kg N pr. hektar. I øvrige områder, nemlig grovsand i hele landet samt på alle jordtyper i område B, som er størstedelen af Sjælland og øerne samt en stor del af Jylland, er prognosen helt neutral.
Atypisk vinter
Prognosen baserer sig på N-min målinger af jordprøver i det såkaldte kvadratnet, som dækker hele landet. Den gælder for alle afgrøder, som sås forår og efterår, med undtagelse af de afgrøder, der har stor kvælstofoptagelse i efteråret, her tænkes især på græs og vinterraps.
"Vi har været spændte på prognosen i år, fordi vejret hen over vinteren har været atypisk," siger chefkonsulent Leif Knudsen, Landscentret Planteproduktion.
"Med de forholdsvis lave nedbørsmængder havde vi ventet, at den ville være mere negativ og altså reducere kvoterne mere. Men her spiller det ind, at der i forvejen var et forholdsvis lavt kvælstofindhold i jorden på grund af de høje udbytter i 2009."
Se prognosen fra Plantedirektoratet på www.pdir.fvm.dk