Det norske gødningsselskab Yaras opkøb af et stort amerikansk gødningsselskab er gået i vasken, efter at et konkurrerende amerikansk selskab har budt en højere pris.
Yaras tilbud på 22 mia. kr. for Terra Industries er nemlig blevet slået af et tilbud på 26 mia. kr. fra CF Industries.
Til gengæld kan Yara i overensstemmelse med den oprindelige fusionsaftale gøre krav på et beløb på 670 mio. kr., fordi aftalen ikke er blevet til noget.
Det vil ifølge Farmers Guardian ikke give anledning til ændringer hos Yara, at opkøbet ikke bliver til noget, og selskabet har stadig ambitioner om vækst i USA.
Bladet citerer Yaras administrerende direktør Jørgen Haslestad for, at USA fortsat er et attraktivt marked for selskabet, samtidig med at han afviser at deltage i en budkrig om Terra.