Miljøregler har intet med landbrugets aktuelle problemer at gøre.
Tværtimod har samtlige vandmiljøplaner hjulpet landbruget til at blive endnu mere effektivt. Derfor er landbrugets kamp for at få udsat de nye vand og naturplaner helt forfejlet. Det mener Danmarks Naturfredningsforening.
"Den akutte aktuelle krise er alene en konsekvens af overinvestering og afregningspriser. Det er ikke miljølovgivningen, der er skurken, men derimod den hårdnakkede holdning om, at en stadig større produktion er vejen ud af moradset," siger Ella Maria Bisschop-Larsen, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Lær af økologer
Foreningen afviser dermed, at en udskydelse af de nye vand og naturplaner vil gavne landbruget. DN opfordrer i stedet til at landbruget tager ved lære af økologerne.
"De kan fint klare sig med reducerede kvoter og færre husdyr, som oven i købet får lov at komme på græs. I det økologiske landbrug er der ganske vist lavere udbytte, men også lavere input i form af færre næringsstoffer og ingen brug af sprøjtegifte. Den økologiske økonomi er alligevel generelt bedre fordi, afregningspriserne er højere og omkostningerne per hektar er lavere," skriver foreningen i sin pressemeddelelse.
Ekstremt intensivt
DN peger samtidig på, at dansk landbrug lægger beslag på mere af landbrugsjorden end de fleste EU-lande.
"Danmark har et ekstremt intensivt konventionelt landbrug. Hvor vi dyrker omkring tres procent af landet, dyrker for eksempel tyskerne en meget mindre del - kun omkring en tredjedel. I stedet for at pive skulle landbruget se muligheder i de nye miljøkrav, siger Ella Bisschop-Larsen.
"Vi skal bare i gang nu med at få ryddet op efter landbrugsindustrien og her må landbruget selv spille hovedrollen. Hvis vi udskyder den oprydning, bliver regningen blot endnu større," siger hun.
hac