EUs nye landbrugskommissær, rumænske Dacian Ciolos, har inviteret til konference 26. marts i Bruxelles om mælkeproduktionens fremtid i EU.
Ved konferencen vil den EU-embedsmandsgruppe, som tidligere landbrugskommissær Mariann Fischer Boel nedsatte, da mælkekrisen sidste år var på sit højeste, fremlægge sine forslag til, hvordan EU skal håndtere mælkesektorens problemer.
Bredere debat
Dacian Ciolos vil imidlertid sikre sig en bredere debat og har derfor til konferencen inviteret en kreds af ledende repræsentanter for europæiske producenter, mejerier, forbrugere, forhandlere m.fl. - blandt andet de europæiske mælkeproducenters sammenslutning European Milk Board.
Blandt de emner, der skal diskuteres, er kontraktforhold mellem mælkeproducenter og mejerier, overvejelser om, hvordan mælkeproducenternes forhandlingsposition kan styrkes, markedsinstrumenter m.m.
Nye mekanismer
"Markedet skal fortsat spille en rolle, men vi er nødt til at overveje nye mekanismer som sikkerhedsnet mod prisudsving. Vi skal sikre, at vi har en forbedret og fornyet politisk værktøjskasse til rådighed i fremtiden, som kan gøre os i stand til at gøre mere for at sikre større tryghed for landmændene i tider med ægte krise," skriver kommissær Dacian Ciolos blandt andet i konference-materialet.
Han gør samtidig opmærksom på, at de redskaber, man finder frem til for at håndtere vanskelighederne i mejerisektoren, kan blive relevante i andre landbrugssektorer.
hac