
Foto: Frederik Thalbitzer.
Biogasanlæg, der reducerer udledningen af methan, vil også blive ramt af en afgift på uforbrændt methan.
Regeringen vil indføre en afgift på drivhusgassen methan. Den nye afgift på uforbrændt metan skal sikre, at metan ligestilles med CO2, som der allerede er afgift på.
Den nye afgift vil imidlertid blive en ekstra byrde for produktionen af biogasanlæg.
"Det vil modvirke en udbygning af biogasanlæg," siger sekretariatsleder i Brancheforeningen for Biogas Bruno Sander Nielsen til Altinget.
Spinkel økonomi i biogas
I regeringens Grøn Vækst-plan satser regeringen på udbygning af biogasanlæggene, men med en ekstra afgift bliver det ekstra svært, da økonomien i nye anlæg i forvejen er spinkel.
Dansk Fjernvarme er også imod afgiften, der er en udløber af sidste års skattereform. De mener, at afgiften er uretfærdig, fordi biogasanlæggene ikke brænder fossilt brændsel og netop hjælper med at slippe af med drivhusgasser, der ellers ville være forsvundet op i den blå luft, hvis gyllen var spredt som gødning i marken uden først at være afgasset.
"Det virker fuldstændig grotesk," siger konsulent i Dansk Fjernvarme John Tang.
Nedsat afgift
Lovforslaget om afgiften, som regeringen har fremlagt giver mulighed at få afgiften nedsat. Det kræver dog, ifølge Bruno Sander Nielsen, en dyr måling som derfor under alle omstændigheder bliver en ekstra omkostning på biogasanlæggene.