Nyhedsmagasinet Mandag Morgen sætter i denne og i de kommende otte uger spot på landbrugets fremtid og vækstpotentiale.
Startskuddet er gået i denne uge, hvor nyhedsmagasinet præsenterer den første af en række analyser, der skal kortlægge vækstpotentialet i et af Danmarks vigtigste erhverv.
Under overskriften "Landbrugets krise vil ramme hver tredje danske virksomhed," konstaterer nyhedsmagainet indledende, at krisen i dansk landbrug ikke er en sektorkrise men en trussel mod hele Danmarks økonomi.
"Får den lov at udvikle sig, vil det have vidtrækkende konsekvenser i en lang række brancher, hvor værdiskabelsen i større eller mindre grad afhænger af landbrug og fødevareindustri, " hedder det.
Analyser over otte uger
I de næste otte uger fortsætter Mandag Morgen med at bringe analyser, som skal kortlægge, hvad landbruget skal leve af i fremtiden, og hvilke rammevilkår, der er forudsætningen.
Analyserne rundes 7. juni af med et stort særtillæg, der perspektiverer artiklerne og kaster et langt blik ind i tiden frem mod 2035.
Sideløbende med de ugentlige analyser håber Mandag Morgen, at debatten vil løbe på nyhedsmagasinet hjemmeside, hvor fødevareminister Henrik Høegh (V) og overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen i denne uge har givet deres svar på spørgsmålet "Hvad kan redde dansk landbrug?"
Begge peger på, at rammevilkårene er afgørende. Men hvor fødevareministeren skriver om at lempe landbruget for udgifter og bureaukrati, mener overvismanden, at al særbehandling af landbruget - og herunder landbrugsstøtten - bør afskaffes.
"Det vil give nogle særdeles kraftige prisfald på landbrugsjord, hvorefter en profitabel landbrugsproduktion i Danmark igen vil være mulig," mener overvismanden.
Mandag Morgen er et ugentligt nyhedsmagasin, som bringer dybdeborende journalistiske analyser af aktuelle politiske og økonomiske begivenheder.
Læs evt. mere på Mandag Morgens hjemmeside.
hac