Efter gårsdagens forhandlinger er der stadig ikke enighed om placeringen af et testcenter for kæmpevindmøller. Oppositionen og Dansk Folkeparti kræver stadig flere oplysninger om muligheden for at placere testcentret ved Stauning i stedet for i Østerild.
"Der er stadig spørgsmål om Stauning, som vi ikke har fået svar på. Derfor kan vi ikke udelukke Stauning på nuværende tidspunkt. Ingenting er afgjort," sagde Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, efter forhandlingerne til Altinget.
Også Radikale, SF og Socialdemokraterne fastholder, at det er muligt at placere et testcenter ved Stauning, fordi denne placering er langt mere skånsom over for naturen end placeringen ved Østerild.
Flere belysninger
Dansk Folkeparti og oppositionen ønsker nu at få belyst, om det kan få konsekvenser for den lokale lufthavn ved Stauning, hvis der oprettes testcenter der. Derudover vil partierne have klargjort antallet af ekspropriationer, da et tidligere notat fra By- og Landskabsstyrelsen viser, at det kunne blive nødvendigt at ekspropriere op til 300 ejendomme.
Men både Radikale, SF og Socialdemokraterne mener, at man kan reducere det antal væsentligt, hvis man ikke opstiller møllerne på en række, og hvis man reducerer antallet til fem til seks møller. Samtidig vil landmænd fortsat kunne dyrke jorden, selv om de ikke må bo i området, fremhæver partierne.
"Man kan godt nedbringe antallet af ekspropriationer, hvis man er fleksibel med placeringen af vindmøllerne. Det skal vi have flere svar på," siger Socialdemokraterne naturordfører, Flemming Møller Mortensen til Altinget.
Ifølge Altingets oplysninger er Venstre og Konservative imidlertid helt afvisende over for at placere testcentret ved Stauning. De mener, at der skal eksproprieres uacceptabelt mange ejendomme.
Forhandlingerne fortsætter fredag.
mle