Kosten og stigen skal frem hos landmændene, når vinteren igen trækker ind over Danmark med sne og kulde. I hvert fald hvis landmændene vil være sikre på at få erstatning fra Alm. Brand, når lader og staldtage bukker under som følge af massive snemasser.
Det har kostet mere end 2.000 skadesudbetalinger for Alm. Brand i første kvartal, hvor der var usædvanligt meget sne i især Nordjylland. Og selv om administrerende direktør Søren Boe Mortensen ikke tror på en gentagelse af det ekstreme vintervejr, så må selskabets landbrugskunder regne med at blive stillet over for øgede krav om bl.a. fejning af tagene, hvis de fortsat vil opnå erstatning.
"Hvis det her gentager sig, vil vi i langt højere grad være ude hos den enkelte kunde og bede ham om at gøre noget aktivt. Vi havde faktisk annoncer i de lokale landbrugsblade i år, hvor vi bad landmændene om at huske at få fjernet sneen fra tagene, men det er selvfølgelig ikke stærkt nok til at kunne bruge i relation til, om de har et medansvar eller ej," siger Søren Boe Mortensen til RB-Børsen.
Kæmpe underskud
Han fortæller, at selskabet i langt de fleste tilfælde har udbetalt erstatning for skader, der er opstået som følge af sammenbrudte tage - og det er medvirkende til, at selskabets skadesdivision kom ud af 1. kvartal med et kæmpe underskud på 250 mio. kr. I samme periode sidste år blev overskuddet 94 mio. kr.
Søren Boe Mortensen understreger, at selskabet nu vil lære af de mange skader og gå i dialog med byggetekniske organisationer for at få belyst, om de nuværende konstruktionskrav til lader og stalde er gode nok til at modstå presset fra de snetunge masser. Han kalder dog årets vintervejr for en "100-års begivenhed", der ikke indgår i selskabets sædvanlige risikoscenarium. Derfor venter han heller ikke en gentagelse af vejrligsskaderne til næste år.
Da den generelle indtjening hos selskabets landbrugskunder er for lille har Alm. Brand sideløbende et arbejde i gang med at hæve præmieindtægterne over for denne kundegruppe. Søren Boe Mortensen oplyser, at eksisterende kunder i gennemsnit vil opleve en præmiestigning på 10 pct., mens nye kunder kommer til at betale endnu mere.
RB-Børsen