Find leverandør

Træt af at være hængt ud for overforbrug

Landbrugsavisen.dk
Fredag 30. juli 2010 11:29
Annonce
1.250 landmænd er nu offentliggjort på en liste over de landmænd, der anvender mest antibiotika.

Træls, irriterende og ubehageligt.

Det er nogle af de ord, som to svineproducenter bruger, når de skal beskrive, hvordan det er at stå på den liste, som viser de cirka 1.250 landmænd der har et for højt antibiotikaforbrug i deres svineproduktion. Listen har Folketinget netop offentliggjort.

En af de svineproducenter, som står på listen, er Stig Abildgaard. Selvom han har en god forklaring på, hvorfor han er endt på listen, er han alligevel ikke glad for det.

"Det er vi selvfølgelig trætte af. Jeg vidste ikke, at vi brugte så meget, at vi kom på listen. Men vi ved også godt, at det er, fordi vi har vores dyr opdelt på to forskellige ejendomme," forklarer Stig Abildgaard.

På den ene ejendom har han søer med smågrise, hvor der bliver brugt mest antibiotika, mens den anden er de drægtige søer. Han er overbevist om, at hvis de to ejendomme blev lagt sammen, ville de være på et fornuftigt niveau.

Fejl i CHR-registrering

Også hos svineproducent Henrik Nielsen har listen været et samtaleemne.

"Det har vi det da mere eller mindre skidt med. Selvom der jo er mange, der står på listen," siger han og forklarer, at han står på listen på grund af en manglende registrering i CHR-registeret efter omlægning til slagtesvin.

Så han regner ikke med at få det gule kort, når ordningen går i gang til efteråret.

Følger rådene

Danske Svineproducenter mener, det er urimeligt, at landmændene sådan skal sortlistes.

"Samtlige landmænd på listen har blot gjort, hvad de skulle. De har konstateret et problem i deres besætning. De har tilkaldt hjælp. Og de har rettet sig efter fagkundskabens råd og vejledning," siger formand Henrik Mortensen i en udtalelse.

Han henviser til, at antibiotikaen er ordineret af dyrlæger, som tager beslutningen om, hvornår der skal medicineres i besætningen.

Liste brugt som advarsel

Da fødevareminister Henrik Høegh (V) på forespørgsel fra Per Clausen fra Enhedslisten udleverede antibiotika-listen til offentligt skue, bemærkede han, at hensigten med listen var, at Fødevarestyrelsen på forhånd kunne advare de producenter, der er i risikozonen for at få et gult kort.

"Det er vigtigt, at svineproducenter og deres dyrlæger har den fornødne tid til at indrette produktionen efter de nye regler, inden ordningen iværksættes. Det er samtidig vigtigt, at svineproducenter gøres opmærksomme på, hvilke faktuelle oplysninger 'Gult kort'-ordningen baseres på, så producenterne får mulighed for at rette eventuelle fejl i grundlaget," skriver han i sit svar til Folketinget i forbindelse med offentliggørelsen af listen.

Gult kort er okay

Svineproducent Henrik Nielsen synes ikke, det er okay at offentliggøre hans navn på en liste, men mener at regeringens nye gule kort er helt i orden.

"Det er da retfærdigt nok. Men man skal jo også se på, hvad det er i forhold til. Hvis der er nogen, der går og døjer med en masse sygdomme, og som har et behov for det, så burde man se lidt igennem fingre med det," siger han.

 
Seneste nyt
 
Onsdag 1. september
Tirsdag 31. august
Mandag 30. august
Fredag 27. august
Torsdag 26. august
 
Ugens spørgsmål
Gratis nyhedsbrev
Få LandbrugsAvisens nyhedsbrev i din mailboks - helt gratis.

Vejrudsigten