Trods meget fokus på dansk bioenergi har Dong Energy planer om at aftage 25 procent mindre halm i de kommende år.
Koncernen vil nemlig gerne skifte kullet i nogle af de kulfyrende værker ud med træpiller. Og jo mindre kul de bruger, des mindre halm bliver der brugt, da kul er nødvendigt for, at man kan udvinde energi af halmen. Og med den teknologi, man bruger i dag, kan halm ikke brændes sammen med træpiller, fordi det giver tekniske problemer og korrision i kedlerne.
25 procent mindre halm
I dag bruger Dong Energy 500.000-600.000 ton halm årligt, og hvis man omdanner Studstrupværket, som man har planer om, til at fyre med træpiller i stedet for halm, bliver forbruget cirka 120.000 ton halm mindre.
"Det kan også være, halmforbruget bliver endnu mindre, for der er også andre værker, der er interessante," siger Thomas Dalsgaard, der er vicepræsident i Dong Energy.
Hurtigst muligt
Dong Energy har dog ikke truffet en endelig beslutning og forhandler stadig med varmekunderne om den nye varmekilde. Selskabet vil dog gerne i gang hurtigst muligt, men det kan tidligst blive aktuelt i 2012.
Indtil videre har Dong Energy ikke drøftet planerne med sin hovedaktionær, Finansministeriet. Beskæftigelsen og de samfundsøkonomiske konsekvenser er heller ikke med i billedet.
"Vi træffer beslutninger på et rent forretningsmæssigt grundlag, men varmekunderne efterspørger den grønne varme, og hvis det kan betale sig for os, leverer vi det," understreger han.
Læs mere i LandbrugsAvisen 27. september.