Kamillerne har viklet sig omkring mejetærskerens vinde for 20. gang den dag. De første 19 gange er motoren blevet standset, men nu er det blevet sent, og der er travlt på grund af den tordenbyge, som hænger og truer ude i horisonten.
"Under høsten ser vi ofte ulykkerne. Man bruger ikke hovedet, fordi der er travlt. De første gange har man god tid og tænker sig om, men sidst på dagen kan man nærmest klare en tilstopning uden at slå skærebordet fra," siger Jens Johnsen Høy, der er seniorkonsulent hos AgroTech.
Klargør først
Høsttiden betyder lange dage med masser af arbejde, men den betyder også mange arbejdsulykker. Især ulykker med maskinerne vejer tungt i statistikkerne, men de burde kunne undgås.
"Det bedste råd er at lave en god klargøring, inden man går i gang. Hvis en rem er lidt laset, så skift den dog om morgenen, hvor der er god tid, i stedet for at skulle stå og skifte den ude i marken om aftenen, hvor man er træt, og det stadig er godt høstvejr," siger han.
Mange ulykker sker også på grund af alt for lange dage. Undersøgelser viser, at reaktionstiden efter en 20 timers arbejdsdag svarer til at have en alkoholpromille på 0,5 procent.
"Hvis man stresser sig selv til at høste så mange timer, burde man overveje at få en afløser på. Selvom man mener, at man er bedst til at køre mejetærskeren, kunne det godt være, at en afløser, som er frisk i hovedet, er endnu bedre til det," siger Jens Johnsen Høy.
Planlæg i god tid
Den holdning deler han med arbejdsmiljøkonsulent Karin Strudsholm fra Videnscenteret for Landbrug. Hun mener, at landmænd kører sig selv alt for hårdt i høsttiden og derfor burde planlægge sig ud af umenneskelige arbejdsdage.
"Det er bedre, hvis tingene er planlagt i god tid, og der er nogle livliner, de kan ringe til, og som kan komme og tage over," siger hun.
Karin Strudsholm er godt klar over, at de fleste vil være færdige så hurtigt som muligt, men hun understreger, at det er helbredet, der er på spil.
"Tag dog en dag mere om det. At komme til skade er værre end at få nogle læs vådt korn ind," siger hun.
FEM GODE RÅD
- Sørg for at maskinen er klargjort før sæsonen.
- Gå maskinen grundigt efter hver morgen for at se, om der er remme eller kæder, der skal justeres.
- Brug hovedet før hænderne ved maskinstop.
- Drik ikke alkohol men saftevand eller lignende for at holde væskebalancen i orden.
- Tag en pause, hvis du føler dig udkørt eller søvnig.