Landets næststørste grovvareselskab, Danish Agro, tilpasser nu kapaciteten på foderproduktionsområdet efter overtagelserne af selskaberne SAB og Aarhusegnens Andel i foråret. J.B. Møllers fabrik i Bedsted i Sønderjylland med en samlet kapacitet på 60.000 ton foder om året lukker, og de tre ansatte blev informeret i denne uge.
Samtidig lukkes foderproduktionen i Kolding på det tidligere Kolding Omegns Foder- og Gødningsforenings anlæg med en kapacitet på 100.000 ton om året. Faciliteterne i Kolding bruges i stedet til en udbygning af gødningsterminalen for det syd- og sønderjyske og fynske område.
Optimering og tilpasning
Adm. direktør Chr. Junker oplyser til Landbrugsavisen, at der er tale om en tilpasning af produktionskapaciteten:
"Vi overtog anlægget i Bedsted i forbindelse med fusionen med Aarhusegnens Andel og valgte at køre sæsonen færdig," siger Chr. Junker.
J.B. Møller havde tidligere et stort salg af økologi, men netop det område er i Danish Agro samlet i Roust hvad angår foder til fjerkræ og svin samt i Nordenskov hvad angår for foder til kvæg.
"Både Bedsted og Kolding handler om ren optimering og tilpasning og er en helt naturlig proces," siger Chr. Junker.
Danish Agro har efter den seneste fusion med Nordjysk Andel på koncernbasis en samlet omsætning i niverauet 11,5 mia. kr. og på detailaktivitetsniveau en markedsandel i Danmark på omkring 30 procent.