EU-Kommissionen puster nu nyt liv i debatten om en form for loft over de beløb, der udbetales i landbrugsstøtte.
I følge det tyske landbrugsblad Topagrar vil emnet "overgrænse" indgå i det bud på den fælles landbrugspolitik efter 2013, som EU-kommissionen fremlægger til november.
Det er landbrugskommissær Dacian Ciolos' egen kabinetchef, der er ophavsmand til oplysningerne.
Image-problem
Kabinetchefen, østrigeren Georg Häusler, betegner det i følge tyske medier som et "kæmpemæssigt image-problem for landbruget", at der ikke eksisterer en sådan overgrænse.
Og han betegner det som et påtrængende spørgsmål, om skatteborgerne fortsat skal bidrage til, at velhavere - som f.eks.industrimagnater, der driver landbrug som en hobby - får landbrugsstøtte udbetalt.
"Det spørgsmål agter vi at stille meget højt og tydeligt," siger Georg Häusler.
Regner på modeller
Ifølge Häusler regner Kommissionen for tiden på flere forskellige modeller, hvor en indkomst-overgrænse er én mulighed og en kobling til et krav om landbrug som hovederhverv en anden.
Indførelsen af et decideret loft rummer dog bl.a. det problem, at det også vil ramme de østtyske kollektivbrug, hvor op til 25 familier i fællesskab driver et storlandbrug.
De vil simpelten "bryde sammen" med en overgrænse på for eksempel 300.000 Euro, erkender Häusler.
Selvom EU-staterne hidtil har blokeret EU-Kommissionens tidligere forslag om at indføre et decideret støtteloft, har de største landbrug dog allerede måttet holde for.
Med vedtagelsen af Mariann Fischer Boels sundhedstjek i 2008, blev der indført såkaldt "progressiv modulation", hvor landbrugsstøtte-beløb over 300.000 Euro bliver beskåret med ekstra fire procent.
En vedtagelse, som bl.a. det daværende Dansk Landbrug kritiserede heftigt for at være "bureaukratisk, diskriminerende og begrænsende".
hac