
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Jeppe Bomann om forslaget: Det er ret ekstraordinært.
"Hvis landbruget i Europa ikke skal ende på alderdomshjem, så er det nødvendigt, at der kommer flere unge landmænd i gang," siger Jeppe Bomann, formand for LandboUngdom.
Derfor hilser han forslaget fra EU-kommissionen om, at unge landmænd under 40 de første fem år efter etableringen skal have forhøjet deres direkte landbrugsstøtte med 25 procent, velkommen.
"Det er jo første gang, der er sådan nogle muligheder. Så det er lidt imponerende, de er kommet dertil. Det viser også, at det ikke kun er i Danmark, det kniber med at få unge ind i erhvervet. Og ikke nok med at det er foreslået, jeg tror også, det bliver vedtaget," siger formanden.
Nødvendigt
Jeppe Bomann er sikker på, at forslaget vil få flere unge landmænd til at starte egen bedrift. Men der er behov for flere af den slags initiativer. Han tror nemlig ikke, at de bedre støttemuligheder får den store effekt over for bankernes villighed. Derfor håber han, at signalet fra EU vil få regeringen til også at lave en ny YJ-låneordning.
"Hvis man tænker rent logisk, og hvad der er behov for, så burde de indføre en ny ordning. Det bliver de nødt til," siger Jeppe Bomann, der er meget tilfreds med forslaget.
I forslaget er det indbygget et 'loft' over den forhøjede støtte, så den kun kan opnås til et areal, der svarer til den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i det enkelte medlemsland. Der er lagt op til, at hvert land kan øremærke op til to procent af den direkte støtte til unge landmænd.