En sø i landsbyen Bislev ved Nibe er ramt af mælke-forurening. Af endnu ukendte årsager løb mælk både fredag og søndag ud i søen fra Arlas mejeri i Bislev. Søen er flere steder mælkehvid.
"Det lugter af sur mælk. Sådan noget gammeldags syrnet mælk," siger produkt- og udviklingsingeniør Bjarne Jakobsen, der bor i et hus ned til Bislev Sø.
Ikke nok med at søen lugter af sur mælk, der er mælk i søen. Mælken kommer i en rørledning fra det lokale Arla-mejeri, der ligger lige ved siden af søen. Mejeriet har en miljøgodkendelse til at pumpe kølevand ud i søen, men ikke mælk.
"Jeg kan godt se, at det ikke er kølevand, der er udledt i søen. Det er jo helt hvidt. Det er virkelig træls. Det er noget skidt. Det kan jeg kun beklage," siger mejerichefen for Arla i Bislev," Jonna Mortensen, til TV2/Nord.
Allerede i fredags bestilte mejeriet et kloakfirma til at få løst problemet, men kloakfolkene har først tid i dag mandag, hvor de kommer kl. 9.30, fortæller Jonna Mortensen.