Majsensilage er billigt alternativ til kraftfoder

20-60 procent af foderenhederne i form af majsensilage gav god tilvækst, trivsel og sundhed hos slagtekalve.

Majsensilage kan være med til at gøre foderet billigere, når kornpriserne er høje, og det kan være et godt alternativ til slagtekalve. Det viser forsøg fra Kvægbrugets Forsøgscenter, som Kirstine Flintholm Jørgensen, Videncentret for Landbrug, Økologi, præsenterede på kvægkongressen mandag eftermiddag.

I forsøget fodrede man slagtekalvene med fuldfoder hvor kolbemajsensilage udgjorde henholdsvis 20, 40 eller 60 procent af rationerne. I 20-procent rationen var der både majs og byg, mens der i 60-procent rationen næsten ikke var byg.

Der var ingen statistisk sikker forskel på, hvor hurtigt kalvene i de tre grupper voksede eller på hvor mange foderenheder, der skulle til et kg tilvækst.

Dansk Kalv

Hos kalvene, der fik 60 procent majsensilage, var der lidt flere dyr, der ikke blev godkendt som Dansk Kalv. Det betød, at afregningsprisen blev cirka en kr. lavere pr. kg. Men også foderprisen var lavere - nemlig 5,07 kr. pr. kg tilvækst mod 5,38 kr. pr. kg tilvækst hos kalvene, der fik 20 og 40 procent majsensilage.

Resultaterne bekræfter også erfaringerne fra praksis, at slagtekalve fodret med 50 procent kolbemajsensilage af en rimelig kvalitet (0,95 kg tørstof/Fe) har en god tilvækst og sundhed. Tendensen blandt en række producenter, der har skiftet en traditionel fodring med pelleteret kraftfoder og halm ud med fuldfoder baseret på kolbemajsensilage er ifølge Kirstine Flintholm Jørgensen, at de har under 10 procent leverbylder.

"Der er eksempler på markante fald fra niveauer over 25 procent til niveauer på 5-8 procent leverbylder i besætninger, der fodrer med kolbemajs- eller majshelsædsensilage," siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle