Hænger ikke sammen
Nu er dyretryk pludselig blevet målemetoden for udledning. Det hænger da ikke fagligt sammen, når man altid har brugt dyreenheder som belastningsindeks. Hvor er fornuften i det, Karen Ellemann?
Morten Larsen, Landboforeningen Gefion
Uhørt at gøre forskel
Det er helt uhørt, at man i kommunerne gør forskel på ansøgninger om miljøgodkendelser efter, om det er få eller store antal dyreenheder, der søges til. Jeg ved, der ligger ansøgninger i kommunerne, der er kommet ind i 2008.
Niels Erik Jensen, Landboforeningen Gefion
Indgreb kræver kompensation
Landbruget er en del af løsningen på samfundets udfordringer. Vi går efter de faglige grunde til at indføre indgreb, og skal de gennemføres, må det ske mod kompensation. Så jeg må spørge politikerne: Er det i orden, at indgrebene kommer til at koste mellem 15 og 20 mia. kr.?
Niels Rasmussen, Landboforeningen Centrovice
Sager er stillet i bero
Mange landmænd i limfjordsområdet, der har søgt om udvidelser af deres husdyrbrug, har fået besked om, at sagen er stillet i bero. Nu skal deres sag behandles efter, hvor mange dyr der findes i området, og ikke efter hvad der udledes, som det udtrykkes i dyreenhedsbegrebet. Det sætter jo tingene helt i stå.
Bertel Trærup, Landboforening Limfjord
På høje tid at komme i gang
Skærpede miljøkrav kan forenes med en udvikling, der høster gevinsten ved at udvikle energiproduktion, fosforudnyttelse, biogas og så videre. Det er den faglighed, jeg er enig i, vi skal bruge. Vi har sagt det i SF i mange år. Desværre fejede Anders Fogh Rasmussens regering denne faglighed af banen, så det er på høje tid at komme i gang.
Steen Gade, MF for SF
Tak for imagekampagne
Stor tak for den nye imagekampagne. Og tak for, at den ikke giver et fortegnet billede men tegner et dynamisk erhverv. Når jeg ser de indslag, ranker jeg ryggen.
Kurt Landtved, Centrovice
Vedkender ikke ansvar
L&F har ikke vedkendt sig ansvar for Grøn Vækst 2.0, men udsendte tre rosende pressemeddelelser, lige efter den var offentliggjort. Hvorfor sagde I ikke fra i stedet for? Hos os hedder den slags signalforvirring.
Holger Iversen, LandboSyd
Fosfor er skurken
Mange forskere mener, fosfor er den egentlige skurk. Har vi styr på udvaskningen fra rensningsanlæg? Faktum er, at fosfor-kvælstof-forbindelsen er vigtig. Jeg mener, at vi i organisationerne kan og skal se på fosforproblematikken.
Peter Jørgensen, LandboSyd
Bakker op
Jeg vil gerne se, hvor der er plads til at vise frustrationerne. Samtidig bakker jeg op om den ny fortælling.
Herdis Dam, Nordsjællands Landboforening
Hvordan hænger det sammen?
Hvordan kan L&F fremme det konventionelle landbrug samtidig med, at man fremhæver det økologiske landbrug så kraftigt, som det er tilfældet? Den økologiske udvikling bør være markedsdrevet.
Jørgen Jørgensen, LandboSyd
30-40 ansatte i kommunikation
Det bliver ikke ved at gå, at vores medlemmer ikke forstår, hvad der foregår. Hvorfor kan de 30-40 ansatte i kommunikationsafdelingen ikke sørge for det? Skal direktøren eller de folkevalgte tage ansvaret?
Erik Jensen, Agri Nord
Ressourcer til konkurrentanalyse
Det var en øjenåbner, at der ikke er juridisk hjemmel til at følge vandrammedirektivet, som det er meldt ud. L&F skal finde ressourcer til at finde konkurrentanalyse. Og finde svar på, om tidligt såede vinterafgrøder kan afløse efterafgrøder.
Claus de Neergaard, Øernes Landøkonomiske Selskab
Vise styrke
Ingen kan overraskes over, hvordan Landbrug & Fødevarers ledelse arbejder. Det er det, de er valgt på. Det er nu, vi skal vise vores styrke og stå sammen.
Claus Clausen, Landboforeningen Limfjorden
Samme embedsmænd
Det er de samme embedsmænd i administrationen, uanset om det er en rød eller blå regering. Vi skal huske, at vi kun har fået udskudt nogle af kravene. Vi skal vise, vi er et stort og stærkt erhverv.
Carl Chr. Pedersen, Agri Nord
En god indsats
Vi synes, L&F har gjort en god indsats. Dermed også sagt, at de også kan gøre det bedre.
Bjarne Larsen, Jysk Landbrug