Et af de mere muntre indlæg på Plantekongressen havde titlen 'Jeg ser ingen begrænsninger, gør du'. Men det var også et indlæg af den meget tankevækkende slags, og hele Teatersalen i Herning Kongrescenter var fyldt med tilhørere.
Søren Holmgren - som blev blind som 17 årig, og nu er 40 - ruskede op i danskernes tendens til pessimisme med sit sprudlende og positive livssyn - trods en tilværelse som helt blind.
Han opfordrede tilhørerne til at finde deres mentale styrke ved at arbejde med deres begrænsninger og deres indstilling.
"Sæt fokus på det positive i verden - i stedet for det negative. Sæt fokus på dine personlige styrker, tro på dig selv, og lad være at ærgre dog over de ting, du ikke kan ændre," sagde han blandt andet.
Syv leveregler
Søren Holmgren har valgt ikke at lade sine begrænsninger som blind styre sit liv. Han har lavet syv leveregler, som han forsøger at følge hver dag. Og det opfordrer han også alle andre til. De syv regler, han lever efter, lyder sådan her:
1. Se muligheder i stedet for begrænsninger - så hjælper dine omgivelser dig.
2. Ha' det sjovt og prøv altid at se det sjove i ting. Humor er vigtig.
3. Tænk stort - sigt efter stjernerne, hvis du gerne vil op på et bjerg.
4. Tag kontrollen - det er dit eget ansvar at få det bedste ud af hverdagen og livet.
5. Vær glad og vis begejstring - livsglæde smitter.
6. Lad dig ikke slå ud af modgang.
7. Husk at du som individ stadig er en del af et team (din familie, dit job m.fl.), der skal fungere.
Lav en liste over positive ting
"Vores holdning og attitude skabes af det vi tænker, og det vi siger. Det er et spørgsmål om at turde tænke postive tanker. Det mentale udgangspunkt er super vigtigt," slog han fast.
Han opfordrede tilhørerne til at overveje, hvilke ting i hverdagen, der giver plus-point.
"Lav en liste over, hvad der giver plus på din måltavle. Og hav det i baghovedet hele dagen. Før du ved af det, begynder du helt automatisk at kigge efter de ting, der giver point for dig. Og før du ved af det, står der 7-0 til dig mod verden", lød opfordringen fra Søren Holmgren."
Søren Holmgren er gift, far til to og har sit eget firma 'i to i', og er blandt andet mental coach for håndboldklubben Ajax København. Han har i 2000 og 2004 vundet OL-guld i sportsgrenen Goalball, som er et spil for blinde. Og har tidligere arbejdet som sælger og investeringsrådgiver.