Økologi bliver fremover en større del af uddannelsen til landmand. På 2. hovedforløb af uddannelsen tager man i dag speciale de sidste ni uger, men fremover har eleverne også mulighed for i to af ugerne at specialisere sig inden for økologi med fokus på husdyr og planter. Det er Fællesudvalget for Landbrugsuddannelser kommet frem til.
"Vi lægger mere økologi ind i undervisningen og vægter samtidig karakteren i økologi-delen højere," siger Finn Pedersen, formand for Fællesudvalget for Landbrugsuddannelser.
Det sker, fordi Børne- og undervisningsminister, Christine Antorini (S), har bedt Fællesudvalget om at komme med forslag til, hvordan der kommer mere økologi i landbrugsuddannelsen.
Fordobling af økologiegn
I Christine Antorinis brev til Fællesudvalget skriver hun blandt andet:
"Regeringens mål om at fordoble det økologisk dyrkede areal fra 2007 til 2020 kan blive udfordret, hvis relevante uddannelser på området ikke bidrager med den fornødne kompetenceudvikling til erhvervet. (...) Mere undervisning i økologisk produktion i landbrugsuddannelsen vil på sigt give større viden om økologi inden for landbruget og kan medvirke til, at flere landmænd vil vælge at lægge produktionen om til økologi."
Uddannelse til markedet
Finn Pedersen understreger vigtigheden af, at de kommende landmænd bliver uddannet til fremtidens udfordringer.
"Vi har et kæmpe ansvar for at uddanne landmændene til det, der efterspørges af eleverne og markedet. Hvis ikke vi er i stand til at uddanne de kommende landmænd til markedet, har vi spillet fallit," siger han.
De nye ændringer forventes at træde i kraft august 2012.
Læs mere i LandbrugsAvisens uddannelsessektion fredag 27. januar.