Jorden har været alt for dyr i opgangsårene, og det har fået landbruget til at lave tvivlsomme investeringer i forsøget på at forrente gælden.
Det er ifølge Jyske Bank en af hovedårsagerne til, at mange landbrug er havnet i økonomiske vanskeligheder og står i en situation, hvor gældsprocenten er for høj, hvilket på nuværende tidspunkt er det største problem for erhvervet i Jyske Bank.
"Der har simpelthen været en prisbobel på landbrugsjord, fordi jorden har jo ikke kunnet forrente priserne. Det er også en af årsagerne til, at man har foretaget ekstra investeringer i andre forretningstyper, som man har haft en forhåbning om kunne være med til at finansiere jorden," siger Jørgen Christensen, bankdirektør og medlem af direktionen i Jyske Bank.
Nu har disse investeringer så i en række tilfælde givet tab, hvilket skal betales tilbage gennem primærdriften, og det giver nogle landbrug problemer, lyder det fra bankdirektøren.
Stop for risikobetonede investeringer
"Der er en del, som har tabt penge på en række sideaktiviteter: finansiering i udenlandsk valuta, investering i udlandet og værdipapirinvesteringer. Og det har medført, at man faktisk har fået en lidt for høj gældsprocent, som ikke relaterer sig til kerneaktiviteterne. Men nu er det kerneaktiviteten, som skal tilbagebetale den gæld, man har fået stiftet og de tab, man har fået på andre typer forretninger end kerneforretningen, hvilket giver den øgede gældsprocent," siger han.
Ifølge Jørgen Christensen er disse investeringer dog bragt til ophør.
"Jeg har en opfattelse af, at den slags forretningstyper er stoppet, og det er man også klar over inden for landbruget, at de skal ikke ud i andre typer spekulative forretninger," siger han.
I har også sat en stopper for hos jeres kunder?
"Ja, det har vi sådan set. Det er længe siden. Og jeg vil også erkende, at kreativiteten har da været der, for hvilke typer forretninger, som man ville ind i. Og hvis vi ikke ville med, var der måske andre, som kunne lave de forretningstyper, og så havner de lige pludselig hos hovedbanken. Og det er ikke altid, at vi har haft et overblik over, hvilke typer forretninger, den enkelte har påtaget sig, men de er ikke påtaget hos os," siger Jørgen Christensen.
Jyske Bank offentliggjorde dens årsrapport tirsdag, og den viste, at banken har nedskrivninger og hensættelser for 597 mio. kr. på landbruget, mens landbrugstabet udgør 240 mio. kr. i 2011.
Nedskrivninger har toppet
"Erhvervet har været presset og er stadigvæk presset, det kommer man ikke udenom. Og det er jo det, som giver de tab, afskrivningsstørrelser og reservationsstørrelser. Vi sporer en lille bedring hos en række af vores landbrug. Og priserne er også kommet op. Det gør, at 2012 formentlig kan gå hen og blive lidt mere fornuftig på indtjeningen hos en række af vores landbrug," siger Jørgen Christensen.
Samtidig forventer han ikke, at 2012 byder på højere nedskrivninger i landbruget.
"Jeg forventer ikke fortsat stigende nedskrivninger på landbruget, det gør jeg faktisk ikke. Men det kan jo være lidt svært at forudse udviklingen, det er heller ikke alle landbrug, som er klar til 2013, må man sige. Men vi betragter jeg ikke som det største problem," siger han.
Hvad er så det største problem?
"Det største problem er sådan set, at nogle hænger med en relativ stor gældsprocent. Og derfor er der behov for, at de har en fornuftig indtjening på deres produktioner og afsætning."