En måling af svartider 10. februar viste flere konkrete problemer i Tast selv-service og Internet Markkort, der bruges til hektarstøtteansøgninger, meddeler NaturErhver.
"De lange svartider på skemakontrollen er klart hæmmende for især konsulenternes arbejde, og NaturErhvervstyrelsen beklager dybt, at landmænd og konsulenter ikke har kunnet arbejde effektivt," skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Det lykkes nogle konsulenter at sende fællesskemaer og markkort ind via tast selv systemet. Mellem 1. og 20. februar havde styrelsen modtaget 1.800 ansøgninger mod ca. 3.400 i samme periode sidste år. Samtidig oplyser styrelsen, at antallet af ansøgninger stiger dag for dag.
Fristen for indsendelse af hektarstøtteansøgninger er 24. april. Flere af landets ca. 300 planteavlskonsulenter har meddelt, at de tvivler på, at de kan nå at blive færdige med alle ansøgningerne inden fristens udløb. Desuden frygter de, at der kommer mange fejl i ansøgningerne, som kan gøre, at støtteudbetalingerne bliver forsinket.
En eventuel forlængelse af afleveringsfristen vil gå ud over den tid landmænd og konsulenter skal bruge på forårsarbejdet i marken.
NaturErhvervstyrelsen arbejder på forbedre svartiderne og løse kendte fejl, der foretages så en ny måling af svartider den 27. februar. Det sker i samarbejde med Videncentret for Landbrug og konsulenter rundt om i landet.