Banker beder nu i enkelte tilfælde Thise-andelshavere om at skifte til Arla.
Det er blandt andet sket for en af Thises helt store leverandører af økologisk mælk. Efter flere år med underskud har landmandens bankforbindelse bedt ham om at skifte til Arla og opgive økologien. Det vil give landmanden omkring en halv mio. kr. mere om året.
"Jeg har været fantastisk glad for at være økolog og andelshaver i Thise. Det bliver en sørgelig dag, når marksprøjten skal startes for første gang. Desværre kan det ikke være anderledes, da min nuværende produktion giver underskud," fortæller landmanden til Jyllands-Posten.
Landmanden ønsker at være anonym, da han endnu ikke har orienteret Thise Mejeri om sin beslutning.
Thise Mejeri har gennem længere tid betalt sine andelshavere en mælkeafregning, der er lavere end Arlas, skriver Jyllands-Posten.
Poul Pedersen, er er mejerichef hos Thise, oplyser, at Thise i 2010 afregnede 7-8 øre dårligere end Arla pr. liter mælk.
"I 2011 har vi været 10-20 øre under Arla, og helt aktuelt er vi omkring 20 øre under. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved, og det bliver der gjort noget ved," siger Poul Pedersen.