Hør om AP-finansiering på KvægKongres 2014

Direktør Torben Andersen, Dansk Farm Management, holder indlæg under sessionen: Hvor skal pengene komme fra?

Pensionsselskabet AP Pension foretog for nylig sin første investering i landbrug, nemlig i et sjællandsk kvægbrug, og der er planer for flere opkøb i den kommende tid. Løsningen ses som en hjælp til en del af de unge landmænd, der i de seneste år har løbet panden mod en mur, når de søgte om lån til finanseiring af deres ejendom.

Men pensionsmillionernes indtog i primærlandbruget rokker ved det hæderkronede selveje, og derfor er nyskabelsen et af de hotte emner på KvægKongres 2014, hvor direktør Torben Andersen, Dansk Farm Management, vil fortælle om konceptet og erfaringerne fra de første måneder med investering af fondsmidler i landbrugsejendomme.

Princippet går i korte træk ud på, at AP Pension typisk ejer jord og bygninger på bedriften, mens landmanden finansierer dyr og maskiner. Overskuddet tilfalder landmanden, som til gengæld skal betale en forpagtningsafgift. Efter 8-10 år har landmanden option på at købe jord og bygninger på favorable vilkår.

Tænk dig om!

»Med en pensionskasse som investor er der tale om en kapitalgiver ligeom banker og realkreditinstitutter, men det er samtidig et opgør med landbrugets selvforståelse om selveje i og med, at andre ejer eksempelvis jorden,« siger chefkonsulent Susanne Clausen, VFL Kvæg.

Hun understreger, at konceptet giver nye muligheder i en presset situation, men at man skal tænke sig om, før man kaster sig ud i det, og sikre sig en løsning, der bibeholder de positive aspekter af selvejet, eksempelvis maksimal indflydelse på driften.

På KvægKongres 2014 vil der dog også være eksempler på, at etablering på traditionel vis stadig er en mulighed. Det kan man høre om i indlægget, »Sådan fik jeg etableret mig«, hvor tre unge landmænd fortæller om, hvordan det lykkedes for dem at etablere sig - trods tidernes ugunst.

KvægKongres 2014 finder sted den 24. og 25. februar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle