Landmænd om broplan: Hvad med vores maskiner?

Landmænd, der har landbrug på begge sider af Roskilde Fjord, er utilfredse med planlagt bro.

Udkastet til et nyt lovforslag for en ny fjordforbindelse mellem Frederikssund og Hornsherred får landmænd på begge sider af Roskilde Fjord til at rynke panden, fordi der lægges op til et forbud mod lastvogne og lastvognstog på over 3,5 tons på den gamle Kronprins Frederiks Bro, når den nye højbro åbner syd for Frederikssund i 2019.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

»Det vil give store problemer for os landmænd, hvis vi får forbud mod at køre over den gamle bro med vores maskiner, eller hvis der opsættes trafikchikaner for at få flere til at vælge den nye betalingsforbindelse. Den nye højbro anlægges som motortrafikvej, så den må landbrugsmaskiner ikke køre på, med mindre at færdselsloven bliver lavet om. Det er vel næppe meningen, at vi skal køre en omvej på 50-60 kilometer neden om Roskilde,« siger Jens Ross Andersen, landmand i Jægerspris og Venstre-byrådsmedlem i Frederikssund.

Han henviser til, at en traktor med anhænger kan veje 18 tons og alligevel høre til i den lette afdeling.

Han hæfter sig desuden ved, at landbrugets organisationer ikke er nævnt på høringslisten over dem, der er inviteret til at komme med bemærkninger til lovforslaget senest den 15. august.

Nordsjællands Landboforening vil nu kontakte Transportministeriet for at blive hørt.

»Der er rigtig mange landmand, der driver landbrug på begge sider af fjorden, så det vil være helt utænkeligt med et forbud mod landbrugskøretøjer på den gamle bro,« fastslår Herdis Dam, formand for Nordsjællands Landboforening over for Frederiksborg Amts Avis.

Det har hverken været muligt at få en kommentar fra Vejdirektoratet eller Transportministeriet på grund af ferie.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle