Vrejlev Klosters egen ost har overskud

Vrejlev Kloster leverer al mælken og er medejer af det lille Ingstrup Mejeri. Det giver et pænt overskud.

For nogle år siden købte familien bag Vrejlev Kloster, som ligger ved Vrå i Nordjylland, en tredjedel af det lille Ingstrup Mejeri A/S.

Det har vist sig at være en god forretning, for de sidste to år har mejeriet givet på den pæne side af en million kroner i overskud.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Foruden at være medejer leverer Vrejlev Kloster, der har 400 køer, 4.300 tons mælk om året til mejeriet. Det bliver til 450 ton ost og lidt smør.

Malthe Holst skal efter planen overtage Vrejlev Kloster efter sin far, Troels Holst, denne sommer.

Han er glad for samarbejdet med mejeriet.

»Vi oplever jævnligt, at mejeristerne kommer og fortæller, hvordan de synes, mælken skal være. Er der for eksempel for lidt protein i mælken, får de for lidt ud at den,« siger Malthe Holst til avisen.

Mejeriet, der omsætter for cirka 20 millioner kroner, havde i 2013 et resultatet på 1,6 mio. kr. Året før var det på 1,2 mio. kr.

Vrejlev Kloster ApS har i 2011 og 2012 haft overskud, men i 2013 et underskud på 1,5 mio. kr.

Osten bliver lavet efter traditionelle håndværksmetoder, blandt andet ved at blive pakket ind i stof i stedet for silikone, af otte ansatte. Det giver ekstra omkostninger, men er til gengæld en god historie.

»Det er dyrere at producere i de her mere manuelle rammer med folk, der har osten i hånden 14-15 gange, inden den er ude af huset,« forklarer Malthe Holst.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle