Held med nedbøren: 85 hektokilo i foderrug

Tommy Mathiesen fra Midtsjælland har været heldig, at de få byer har ramt rigtigt i år.

Tommy Mathiesen er en heldig mand. I hvert fald i år.

Regnen har faldet spredt på Sjælland, men midt i det hele - ved Niløse tæt på Sorø - han alligevel fået vand, når der var brug for det.

Det har sikret et godt udbytte på ellers sandet jord.

I hans brødrug fik han 65 hektokilogram pr. hektar med sorten Palazzo.

I hans foderrug fik han 85 hektokilogram pr. hektar, også Palazzo.

»Jeg ved jo ikke, om resten er lige så godt, men jeg er godt tilfreds,« siger han.

»Det ligger nok 10-15 procent over det normale,« siger han.

Brødrugen har han høstet 10 hektar af indtil videre, med 13,9 procent vand.

Vandprocenten er højere på foderrugen, 16-17 procent, i de 15 hektar, han har høstet på nuværende tidspunkt.

Den høje vandprocent på foderrugen er bevidst.

»Det er godt, når vi syrebehandler kornet til kalvefoder,« forklarer han.

At udbyttet er så godt, takker han vejrguderne for.

»Vi har været lidt heldige med regnbyerne. Vi fik vand, lige hvor det trængte mest, og hvor andre ikke fik. Der er også år, hvor de andre får vand, men jeg ikke får,« forklarer han.

Nogle områder, som endnu ikke er høstet, har til gengæld fået mindre vand.

Niløsegården laver 600 slagtekalve om året, har 1000 hektar med korn og frø og desuden lidt slagtesvin.

»Frøene har givet ret svingende udbytter i år. Noget har givet ok, andet ikke særlig godt,« siger Tommy Mathiesen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle