Foto: Økologisk støvsky over Dømmestrup

Høst af både økologisk hvidkløver og konventionel raps

Ivan Pedersen har sendt et par billeder ind til Landbrugsavisen.dk’s »Skyd høsten« konkurrence. Han har valgt at sætte fokus på hvidkløver og raps.

»Da det økologiske hvidkløverfrø over for os blev høstet af ejeren Michael Balle, rejste der sig nærmest en økologisk støvsky over Stenløsegyden,« fortæller fotografen Ivan Pedersen, Agerbo.

»Jeg havde travlt med at forevige naboens arbejde – men var for langsom til at indse støvskyens effekt, som gik direkte imod vores stuehus på den anden side af vejen. Alle vinduer stod pivåbne i varmen« fortsætter Ivan Pedersen og fortsætter:

»Min hustru Jane tog det med et smil, selv om hun var helt klar over at hendes fridag dagen efter kom til at gå med rengøring - høsten skal jo i hus, uanset vindretning.«

»Vi fik selv tærsket rapsen på den »konventionelle side af vejen« senere på dagen og på billedet ses en Massey Ferguson 7370 Beta nærmest forsvinde til over hjulhøjde, imens den sikkert og med stor fart æder sig gennem de 5,2 ha. vinterraps,« fortæller Ivan Pedersen.

»Vi høster ikke selv rapsen, da vores gamle DB 4000 S »fritidsmaskine« ikke har en reel chance her. Derfor høster min gode ven Henrik Svejgård rapsen, som var etableret under elendige pløje- og såforhold omkring 1. september 2013. Trods god jord, var forventningerne med en nedbør på kun 75 mm siden 1. april 2014 ikke store, men det endte med 4.450 kg råvare pr. ha. og det skal man vist være glad for under de givne forhold«, slutter Ivan Pedersen, der dog ikke kan lade være med at fundere over, hvad den afgrøde kunnet have kastet af sig ved en mere normal nedbør. ’

Med de indsendste billeder deltager Ivan Pedersen i LandbrugsAvisens fotokonkurrence »Skyd høsten bedst,« hvor hovedpræmien er en høstfest til 25.000 kroner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle