Lille MF-tærsker opruster på komforten

Med en ny Proline kabine får Activa-serien med fem og seks rystere et ryk opad på komforten til 2015.

Agco strømliner sine mejetærskere og skaber genkendelighed. Det ses på 2015-udgaverne af MF Activa S, der nu får en Proline-kabine og styling, der minder om de større Beta-, Centora- og Delta-maskiner.

Activa S 7345 og S 7347 med henholdsvis fem og seks rystere får kørehåndtaget fra Skyline-kabinen på de større serier, og en ny terminal bliver det også til. Dog en variant på syv tommer i stedet for 10,4 tommer, men med de samme funktioner, groft sagt.

Skiftet betyder blandt andet, at du som ejer af en Activa nu kan vælge en bestemt type afgrøde i terminalen, og derefter indstiller maskinen sig automatisk til afgrøden, så du som chauffør har et udgangspunkt at starte fra.

Den ekstra kerneudskiller MCS, der indtil nu kun har været en mulighed i Beta-serien kommer også som ekstraudstyr på næste års Activa-serie. Og faktisk minder Beta og Activa efterhånden meget om hinanden.

»Langt hen ad vejen er de to serier ens. Selve tærskeværket er identisk, men den ekstra fødevalse i sluget og MCS-udskilleren er standard i Beta og ekstraudstyr i Activa. Ydelsesmæssigt overlapper den største Activa med den mindste Beta, men kabinen er en anelse anderledes eftersom den på Beta-serien er den større Skyline-kabine. Det samme gælder terminalen, men man kan godt sige, at Activa-serien er en mere prisbillig maskine med lidt mindre udstyr i forhold til Beta-serien,« fortæller Martin Jensen, produktchef for mejetærskere og pressere hos Agco Danmark.

Activa-modellerne rummer 8.600 liter i korntanken, mens den større Beta snupper 9.000 liter.

Activa fås med skæreborde på op til 6,8 meter.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle