Gå på æblerov i nabohaven - lovligt

Gratis app imod madspild lader dig finde naboernes overskuds-frugt.

De danske haver bugner af æbler, bær, urter, frugt og snart nødder i overflod. Men meget af det – op til 50 mio. kr. årligt beregnet i værdi – går til spilde i de danske haver. Nu kan du få en gratis app, hvor du kan finde folk, der lader andre få del i deres overflod.

Da Landbrugsavisen.dk prøver den nye app, Sanker, af på en iPhone, er der allerede frugt og andet udbudt. Men man skal et stykke væk fra journalistens aktuelle position Oksbøl, 20-50 kilometer. Så kan du også få løvskud, brombær, oregano, aloe vera-planter og meget andet.

God udnyttelse af naturens ressourcer

Thomas Lundkvist, privatperson og dyrlæge til daglig, er initiativtager til Sanker.

»Sanker er ligesom de fleste andre opfindelser fostret af frustration. Sidste efterår havde jeg igen ærgret mig over, at se enorme mængder frugt rådne op i folks haver. Derfor indså jeg, at Danmark har brug for et forum, hvor privat sankning legaliseres og udbredes. Det er mit håb, at jeg fremover får mindre grund til frustration. Flere og flere danskere er i dag meget åbne for at dele deres haver med deres medmennesker – derfor er monentum for Sanker helt rigtig nu.”

Her finder du app’en

App’en, som fås til iPhone og Android-mobiler, hedder Sanker. Hjemmesiden hedder www.sanker.dk, og der er en Facebook-side med navnet Sanker.

At sanke betyder at samle. Allerede nu er der over 3.300 brugere spredt over hele landet, hvoraf mange har offentliggjort deres private eller offentlige sankesteder.

Det er målet at Sanker bliver et folkeeje og at Danmark er blevet en nation af sankere - på den måde kan de store uudnyttede resourcer medvirke til at aflaste mange belastede madbudgetter med lokale ”økologiske” afgrøder. Travle haveejere får besøg i deres have og ryddet op – og danskerne vil komme mere ud i naturen og får viden om naturens spisekammer og dermed mere varieret og sund kost.

Sanker bliver promoveret i samarbejde med initiativet Stop Spild Af Mad.

Vurderingen om at 50 mio. kr. går til spilde som rådden frugt i haverne kommer ifølge Sanker fra Landbrug & Fødevarer.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle