Yverbetændelse med B-streptokokker på retur

I øjeblikket ses det laveste antal smittede besætninger siden 2007. Chefdyrlæge opfordrer ramte besætninger til at sanere.

Antallet af kvægbesætninger, som er smittet med B-streptokokker er i øjeblikket på det laveste niveau siden 2007. I alt er 228 besætninger smittet, hvoraf de 12 er i fuld gang med sanering.

Det skriver landbrugsinfo.dk.

»Det er virkelig glædeligt,« mener chefdyrlæge Jørgen Katholm, VFL, Kvæg, som tilskriver udviklingen en effektiv saneringsindsats og godt samarbejde dyrlæge og landmænd imellem.

»Det er nemlig en rigtig lumsk infektion,« fortæller han.

Mange af de producenter, som har infektionen i besætningen, oplever ikke de store problemer og ligger på et pænt celletal under 200.000. Men i løbet af nul komma fem kan 70 pct. af besætningen være smittet. Så ryger celletallet let op på de 400.000, samtidigt med at ydelsen hos de smittede køer falder med omkring fire liter mælk dagligt, forklarer Jørgen Katholm.

Derfor opfordrer han også til, at alle besætninger med B-streptokokker – problemer eller ej - sætter målrettet ind med sanering.

Effektivt og relativt nemt at sanere

»Vores erfaring er, at det faktisk er meget effektivt at sanere for B-streptokokker, og at det i de fleste besætninger kan lade sig gøre at blive fri i løbet af relativt kort tid,« fortæller Jørgen Katholm.

Undersøgelser har ifølge dyrlægen vist, at holdopdeling, hvor de smittede køer holdes strengt for sig, er et must for en effektiv sanering.

»Men det skal selvfølgelig kombineres med de øvrige principper, som gælder ved sanering for smitsomme typer af yverbetændelse,« understreger han og henviser dermed til korrekt goldning og malkning, brug af pattedyp og god håndhygiejne. Og ved handel med levedyr er det vigtigt at spørge til problemer med B-streptokokker og samtidig kontrollere status i chr-registeret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle