Nu bliver havekaniner spist

Kaniner er søde... og de smager godt. Kaninen bliver i højere grad et nyttedyr.

Kaninburene breder sig i danske parcelhushaver.

Men hvor kaninerne tidligere udelukkende var kæledyr, så kan de nu se frem til at ende på middagsbordet, fortæller DR Sjælland.

Det store fokus på dyrevelfærd har nemlig fået mange familier til at tage stegegaflen i den anden hånd og selv avle aftensmaden.

Kaniner har haft godt liv

I Tølløse ved Holbæk er familien Jørgensen/Andersen ikke i tvivl om, at det handler om dyrevelfærd:

»Vi ved, hvor det kommer fra, og vores børn ved, at kaninerne har haft et godt liv. Det er vigtigt, synes jeg,« siger Lina Jørgensen til DR Sjælland.

Og også sønnerne, Frederik på 10 og Christoffer på 7 år, har fået smag for kaninkød, selvom de synes, det kan være lidt synd at sætte tænderne i Pjaske.

Gør-det-selv sikrer dyrevelfærden

Virksomheden First Move har specialiseret sig i tendenser og hvilken vej, udviklingen går i Danmark, ved at undersøge »First Movers« - altså de personer, som først finder på nye ideer og tendenser.

Her er det helt tydeligt, at begrebet »ansvarlighed« i forbindelse med dyrevelfærd breder sig.

»Vi er trætte af skandaler med dårlig dyrevelfærd. Og vi vil afromantisere forestillingen om, hvordan dyrene har det på landet. Vi tager sagen i egen hånd,« siger Anne Holten Lindholm fra First Move til DR Sjælland.

Pjece fortæller, hvordan du slagter kaninen

Anne Holten Lindholm peger på, at First Moverne allerede for flere år siden begyndte at holde høns til eget forbrug og gå sammen om en ko på landet, som de kunne se vokse op og have det godt. Nu er det begyndt at brede sig fra First Moverne til andre dele af befolkningen.

Og i Danmarks Kaninavlerforening kan formand Carsten Philipsen også mærke den stigende interesse for at avle kaniner til middagsbordet.

»Flere og flere efterspørger slagtedyr, fordi de vil være selvforsynende på samme måde som med grønsager, æg og kyllingekød,« siger Carsten Philipsen, der derfor har udarbejdet en pjece om kaninslagtning, som kan findes på kaninavlerforeningen hjemmeside.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle