Søren Gade: Bedst for naturen at købe danske svin

Direktøren for Landbrug & Fødevarer argumenterer i avisen Politiken for, at forbrugerne bør købe dansk.

»Hvis vi skal beskytte naturen mod et større kvælstoftryk fra luften, skal vi øge fødevareproduktionen i Danmark. Det er et paradoks, men ikke desto mindre er det en sandhed.«

Sådan lægger Søren Gade ud i et debatindlæg, der er blevet bragt i avisen Politiken tirsdag.

Han citerer en rapport, Novana-rapporten fra november 2013, som siger, at udlandet står for 65 procent af kvælstofdepositionen, altså afsætningen af kvælstof, på danske naturområder.

»Som repræsentant for de danske landmænd og fødevareproducenter skal jeg være den første til at understrege, at erhvervet har et stort ansvar for at producere så miljø- og klimaskånsomt som overhovedet muligt. Men jeg gør det med glæde, for danske landmænd og fødevarevirksomheder er i særklasse, når det handler om klima- og miljøvenlig produktion.«

Søren Gade fortæller, at de danske landmænd har halveret udledningen af kvælstof over de seneste 25 år, har den mindste CO2-udledning per produceret kilo mælk, og slagterierne bruger en fjerdedel af den mængde vand i produktionen, som de brugte for få år siden.

»Ethvert svin, der produceres i et andet land, vil blive produceret med større klimaaftryk, mens problemerne med det højere kvælstoftryk fortsat vil sive over grænserne til Danmark.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle