BL: Randzoner skal på ekstra skrump

Randzonernes bredde skal reduceres med mere end en meter, hvis Folketinget vil leve op til egen målsætning, mener Bæredygtigt Landbrug.

Formand i Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgsensen, mener, at de nye regler for randzoneloven rammer helt uden for skiven.

Han efterlyser nu beregninger for, hvordan NaturErhvervstyrelsen (NAER) er nået frem til et randzoneareal på 25.000 hektar.

Folketinget besluttede i foråret, at det nye randzoneareal skulle være på 25.000 hektar. Men med en bredde på 10 meter, så ville der med de afsatte kilometer randzoner være mere end de 25.000 hektar randzoner.

Regeringen har derfor lovet, at randzonernes bredde skulle reduceres, så det samlede areal nåede ned på 25.000 hektar.

Bæredygtigt Landbrug tror dog ikke på, at NaturErhvervstyrelsen med ni meters bredde når ned på det fastsatte hektarmål.

»Vi må fastholde at den randzonelov, uanset hvor vanvittig og uden effekt den er, kun fastlægger et areal på 25.000 hektar,« siger Flemming Fuglede Jørgsensen i en skriftlig kommentar.

»I Bæredygtigt Landbrug er vi af den opfattelse at arealet med baggrund i ovenstående er på mindst 40.000 hektar. Vi ser frem til at NAER dokumenterer beregningen,« lyder det videre.

2-meter-bræmmer

Dernæst er Bæredygtigt Landbrug meget uforstående over for, hvorfor arealet med to-meter-bræmmer, som blandt andet danner grundlag for det nye randzoneareal, er øget væsentligt, især i nogle kommuner. Den daværende bræmmelov, er lavet med grundlag i højt målsatte vandløb.

»For hvordan kan antallet af højt målsatte vandløb pludseligt øges så meget uden en lovændring? Vi mener, at der er nogen som »snyder på vægten« og laver planer for mere »natur«, uden om det parlamentariske system. Det burde få konsekvens for de ansvarlige,« skriver organisationen i den skriftlige kommentar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle