Danmark klar til EU’s nye landbrugspolitik

Grundbeløbet pr. hektar går fra 2.014 kr. til 1.286 kr. pr. hektar plus grøn betaling på ca. 600 kr.

Når EU’s landbrugsreform træder i kraft til januar bliver det blandt andet med tre nye krav til danske landmænd. De såkaldte grønne krav, som man skal overholde, hvis man vil have udbetalt hele støtten.

I morgen fredag udsteder NaturErhvervstyrelsen de bekendtgørelser, der sætter den danske ramme for EU’s nye landbrugsreform, og som i detaljer fortæller, hvad danske landmænd, skal lave op til.

Kravene gælder for alle europæiske landmænd, men de danske landmænd gør allerede meget for miljøet, og det vil komme dem til gode.

»Vi har fået en landbrugsreform, der belønner landmandens grønne indsats. Samtidig har vi har haft for øje, at landmændene relativt nemt skal kunne indrette deres produktion til de nye krav. Derfor har vi valgt nogle miljøfokusområder, som allerede findes i den eksisterende lovgivning,« siger Lotte Dige Toft, enhedschef i NaturErhvervstyrelsen.

De grønne krav

De grønne krav indebærer, at landbrug med mere end 15 hektar omdriftsarealer skal have miljøfokusområder på fem procent af arealet. Miljøfokusområder er for eksempel randzoner, brak, efterafgrøder og græsudlæg, der hver især tæller med en vis faktor.

Desuden skal bedrifter med mellem 10 og 30 hektar have mindst to forskellige afgrødekategorier på bedriften. Bedrifter større end 30 hektar skal have mindst tre forskellige.

Der ligger også et overordnet krav om at andelen af permanente græsarealer i hele Danmark højst må falde med fem procent. Desuden vil nogle landmænd få forbud mod at omlægge nogle særlige permanente græsarealer i Natura 2000, men det er meget få arealer.

Grønne landmænd får 600 kr. ekstra

Landmænd, der ikke lever op til de grønne krav vil fremover få et grundbeløb pr. hektar på 1.286 kr. pr. hektar. Hvis de lever op til de grønne krav får de cirka 1.890 kr. pr. hektar.

I 2014 var en betalingsrettighed til sammenligning 2.014 kr.

Vil justere vejledning

NaturErhvervstyrelsen vil i de kommende måneder tage rundt i landet og fortælle om, hvad reformen betyder for landmændene og deres produktion.

»Reformen rejser mange spørgsmål, og det er vigtigt for os at gøre, hvad vi kan for at hjælpe landmændene og konsulenterne med at få svar på deres spørgsmål,« siger Lotte Dige Toft.

Hun lover at justere vejledningen, når NaturErhvervstyrelsen vi har fået input fra møderne i efteråret, og rette den til inden ansøgningsrundens start i februar 2015.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle