Det Økologiske Råd: Regeringen svigter miljøet

Det er helt utilstrækkeligt at tage fem til syv procent af den direkte hektarstøtte til grønne formål, mener Det Økologiske Råd.

Folketinget har i dag besluttet at at overføre fem til syv procent af den direkte landbrugsstøtte til grønne projekter i landdistriktsmidlerne.

Det er alt for lidt, mener Det Økologiske Råd.

»Det er skuffende, at regeringen vælger at øremærke en så beskeden del af landbrugsstøtten til natur og miljø. Derved bliver det uhyre svært for Danmark at løse vores internationale forpligtigelser på natur- og miljøområdet frem til 2020,« siger Bo Normander, formand for Det Økologiske Råd.

Danmark kunne overføre op til 15 procent af den direkte landbrugsstøtte – op imod én mia. kr. årligt – til landdistriktsprogrammet, hvis midler overvejende er tiltænkt som natur- og miljøstøtte til landmændene.

For landbruget udgør overførslen af penge en solidarisk ordning, skriver Det Økologiske Råd, hvor de landmænd, der kommer til at tjene mere pga. lempeligere krav på robuste jorder, kommer til at dække tabet for de landmænd i mere sårbare områder, som må holde for i forbindelse med en målrettet regulering. Pengene bliver altså i erhvervet, siger rådet.

Nye jobs

Ved at øge støtten til landdistriktsprogrammet kunne man have skabt mange nye arbejdspladser, mener Det Økologiske Råd. Arbejdspladser i naturpleje, nye ekstensive landbrugsformer, produktion af biomasse og bioenergi, undervisning og naturformidling, turisme, samt andre nye forretningsområder.

Det ville samlet set være til gavn for dansk erhvervsliv og udviklingen i landdistrikterne, hvis regeringen havde valgt at prioritere landdistriktsmidlerne noget højere, mener rådet.

»Danmark er det mest intensivt dyrkede land i Verden. Tabet af næringsstoffer påvirker sårbare vandområder i de indre farvande og Østersøen. Derfor står Danmark over for en større opgave end vores nabolande med hensyn til opfyldelse af Vandrammedirektivet og genopretning af værdifuld natur. Og derfor skal danske landmænd gøre mere end deres kolleger i andre lande. Det er ikke overimplementering, men simpel logik,« udtaler Leif Bach Jørgensen, landbrugsfaglig medarbejder ved Det Økologiske Råd.

Ny mulighed i 2017

I 2017 er der igen en mulighed for, at regeringen kan beslutte at øge overførslen til landdistriktsmidlerne. Det Økologiske Råd mener derfor, at det er vigtigt nu at arbejde for, at Regeringen allerede ved fastlæggelse af den nye generation af vandplaner med virkning fra 2016 indregner øgede midler fra 2018, således at Danmark fra 2018 får tilstrækkelige midler til at løse udfordringerne på natur- og miljøområdet.

»Man må undre sig over, at regeringen ikke følger de klare råd fra Natur og Landbrugskommissionen, som regeringen selv har nedsat, om at gøre brug af de fulde muligheder for overførsel af penge. Kommissionens beregninger viser, at Regeringens beslutning kun rækker til at fastholde den nuværende indsats – ikke til opfyldelse af klimaplan, biodiversitetsmål og målsætninger om rent vand,« siger Bo Normander.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle