NaturErhverv: Der er miljøfokusarealer nok

Det er overskud af miljøfokusarealer, det er kun et spørgsmål om hvordan de er fordelt, viser tal fra NaturErhverv.

Landbruget skal udlægge 107.000 hektar med miljøfokusarealer, for at sikre sig den fulde hektarstøtte fra EU. Men der er allerede 169.000 hektar som kan tælle som miljøfokusarealer, og derfor er det kun et spørgsmål om, hvordan de er fordelt mellem landmændene.

Fem procent miljøfokus

Reglerne siger, at der skal være miljøfokusområder på fem procent af bedriften, hvis den har mere end 15 hektar i omdrift. Små landbrug og økologer slipper.

Miljøfokusarealer er for eksempel randzoner, brak, efterafgrøder, græsudlæg, lavskov samt visse fortidsminder og søer under 2.000 kvadratmeter.

Arealerne tæller ikke lige meget, men NaturErhvervstyrelsen har lavet en omregningsfaktor.

Randzoner tæller 1,5

Ifølge en undersøgelse, NaturErhvervstyrelsen har lavet, udgør efterafgrøder et potentiale på 83.000 hektar miljøfokusarealer, efter at arealet er ganget med omregningsfaktoren 0,3.

Braklægning, der tæller 1:1 udgør et potentiale på 20.000 hektar, og græsudlæg som for eksempel bliver til fodergræs, udgør et potentiale på 39.000 hektar efter omregning.

Randzoner og bræmmer langs vandløb tæller ekstra meget, nemlig 1,5 og udgør dermed et potentiale på 24.000 hektar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle