Økologer positive over for omlægning af landbrugsstøtte

De ekstra penge i landdistriktspuljen skal gå til økologi, mener Økologisk Landsforening.

Det vækker glæde hos Økologisk Landsforening, at staten tager to mia. kr. fra den direkte hektarstøtte og putter dem i landdistriktspuljen.

»Økologi og naturtiltag er lig med grøn omstilling, og vi er tilfredse med, at der omsider bliver rokket ved forestillingen om, at landbrugets skal støttes blot for at eje og drive jord uden nævneværdige krav til, hvordan man gør det. Der er hårdt brug for en grøn omstilling af dansk landbrug i en mere miljø-, natur og klimavenlig retning – altså i retning af mere økologi, og man kan have forhåbninger om, at regeringens omlægning af støtten, vil virke som motivation,« siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening – Danmarks forening af økologiske landmænd, virksomheder og forbrugere.

Vil have penge til økologi

Økologisk Landsforening understreger vigtigheden i, at det kommende landdistriktsprogram, som skal udmønte de grønne støttekroner, har meget stort fokus på at fremme økologisk landbrug og fødevareproduktion.

»Økologiske landbrug og fødevarevirksomheder fungerer som en løftestang ikke bare for renere miljø, drikkevand og en rigere natur, men også for mennesker og jobs i landdistrikterne. Økologien bidrager til beskæftigelse med en højværdi kvalitetsproduktion og en underskov af landbrug, innovative, større og mindre, økologiske virksomheder, køkkener osv. Samtidig er økologi en markedsmæssig succes både herhjemme og på eksportmarkeder og derfor værd at investere i,« siger Per Kølster.

Skridt i den rigtige retning

Økologisk Landsforening har med afsæt i Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger stillet en række konkrete forslag til landdistriktsprogrammets fokus på at styrke den økologiske udvikling og omlægning i landbruget.

»Et af forslagene er netop modulation af den direkte hektarstøtte, så pengene kan bruges til at betale landmænd for at levere natur, miljø og klimaydelser, som ikke er umiddelbart omsættelige i markedet. Regeringens initiativ her er et skridt i den rigtige retning, og det skaber forhåbning om, at vi i fremtiden kan diskutere prioriteringen af en endnu større del af EU-støttekronerne,« siger Per Kølster.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle