Rusland rammer polske frugtavlere

Rusland rammer Polen på pengepungen, efter at USA og EU har skærpet sanktionerne inden for flere områder på grund af situationen i Ukraine.

Rusland slår til mod polske frugter.

Det meddelte myndighederne i Ruslands hovedstad, Moskva, onsdag, efter at EU og USA lancerede en ny runde sanktioner mod Rusland på grund af den russiske regerings optræden i Ukraine-krisen.

»Vi taler faktisk om stort set alle slags grøntsager og frugter,« sagde Aleksej Aleksejenko, talsmand for den russiske landbrugsstyrelse Rosselkhosnadsor, ifølge nyhedsbureauet AFP

Importforbuddet gælder fra torsdag.

Polen forbrudt sig mod normer

Aleksejenko sagde, at Polen gentagne gange har forbrudt sig mod Ruslands sanitære normer. Han afviste, at importforbuddet har afsæt i politiske forhold.

Polen er ellers et af de mest Ukraine-loyale EU-lande og har lagt sig i selen for en skarp EU-kurs over for Rusland.

Importforbuddet af polsk frugt og grøntsager kom også dagen efter, at EU’s ambassadører blev enige om nye sanktioner, ligesom USA også varslede flere sanktioner mod Rusland.

EU-sanktioner mod Rusland

EU vil indføre embargo på våbenhandel og stoppe eksport af udstyr, der kan bruges både civilt og militært.

Desuden indskrænkes Ruslands adgang til udstyr til olieindustrien, og adgangen til de finansielle markeder begrænses.

»Når volden har forårsaget spiraler, som er kommet ud af kontrol, og som leder til drabet af næsten 300 uskyldige mennesker i deres fly på vej fra Holland til Malaysia, kræver situationen akut handling og et bestemt svar,« skrev EU-kommissionsformand, José Manuel Barroso, og EU-præsident Herman Van Rompuy, i en erklæring.

Sanktioner rettet mod nøglesektorer

Vesten mener, at prorussiske oprørere i det østlige Ukraine næsten med sikkerhed skød det malaysiske passagerfly ned den 17. juli, påpeger Reuters.

USA’s sanktioner er rettet mod »nøglesektorer« i Ruslands økonomi - blandt andet rammes eksport af amerikanske varer til Rusland inden for energisektoren.

I Rusland sagde viceudenrigsminister Grigorij Karasin onsdag til avisen Kommersant, at det er »nytteløst at tale til Rusland på sanktionernes sprog«.

»Sanktioner kan hjælpe os til at stå sammen og gøre Ruslands økonomi stærkere og give os et sundere samfund uden illusioner,« sagde han.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle